Critical Condition

Længe siden
Puha, det er meget længe siden jeg har blogget, og det har simpelthen handlet om manglende overskud. 


Sygdom
For et halvt år siden begyndte jeg at have smerter i underlivet og gik til mange forskellige læger som allesammen sagde at det var bare infektioner og jeg brugte en formue på piller. Lægerne konstaterede alle at der ikke var noget rigtig galt, jeg gav op og lærte at leve med smerterne. Der kig måneder og cirka samtidig med at jeg startede i skole begyndte jeg at være enormt træt, ugidelig og bare smadret. Smerterne tog til og jeg gik til læge igen, denne gang var jeg heldig, en vikar sendte mig til akut gynækologisk afdeling på Skejby som sendte mig videre til endometriose ambulatoriet og her konstaterede en specialist at jeg skulle opereres. 


Flere måneders ventetid
Skejby er de bedste på dette område og derfor var der også enorm lang ventetid, men jeg tager aldrig et nej som et nej og pressede derfor enormt meget på. Jeg blev opereret i fredags og har ligget i min seng siden. Heldigvis er det ved at blive bedre. 


Endometriose
Måske skriver jeg for at forklare mit fravær på bloggen, men jeg skriver også fordi jeg er dybt overrasket over så lidt ALLE ved om den her sygdom. Sygdommen rammer meget forskelligt, men det der er fællesnævneren er at der i underlivet udvikles noget væv som giver mange smerter. Nogle piger har kun smerter når de menstruerer, men nogle har oftere og nogle hele tiden (mig). Sygdommen er kronisk og kan for nogle følge en helt til overgangsalderen. Jeg har været enormt heldig at jeg er blevet taget seriøst så hurtigt, fordi tit bliver endometriose ramte piger bare sendt hjem med en besked om at de er pylrede. Der er faktisk 4-6 procent af alle kvinder der har denne sygdom på den ene eller anden måde, og at der så er så mange læger der ikke tager det seriøst når man kommer og fortæller om sine symptomer. Det bekymrer mig også lidt at ingen kvinder rigtig kender til sygdommen, men nu gør i. 


Efter operationen
Nu er jeg jo blevet opereret og forhåbentlig hjælper det mig til en bedre hverdag og et nemmere liv. Desværre er det jo ikke til at vide, da vævet sagtens kan komme igen og det er enormt skræmmende. Jeg tror måske det værste ved at fejle sådan noget er at folk ikke forstår det og har meget svært ved at forholde sig til det. 


Dog er jeg heldig og har en helt fantastisk familie som har gjort at det her forløb var til at overleve og holde ud. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem <3


Det var en lang smøre, men jeg havde lige brug for at fortælle det. God 1. december til jer (: