Meget svær beslutning, men besluttede alligevel at skrive om det.
En vigtig person i mit liv, lad os kalde ham X har det rigtig dårligt for tiden. Han er i gang med en uddannelse som han ikke har det godt med, en uddannelse der ender ud i noget han ikke har lyst til hverken at være eller bruge til noget. Hans forældre presser ham meget, da de synes at han burde tage den færdig for at have den og i hans familie er det lidt tabu at stoppe midt i en uddannelse.
Lige nu falder alt andet i hans liv ret meget sammen også, der er skimmelsvamp i hans lejlighed. Han arbejder hele tiden og har ikke rigtig tid til bare at holde fri når han endelig har fri. Når vi endelig ses så siger han selv at han bare ikke kan overskue noget og ikke har lyst til noget. Han har det RIGTIG dårligt! Jeg ser det som start depressions dårligt.
Vi har snakket sammen om det med hans arbejde mange gange og han har ikke været glad for det de to år jeg har kendt ham. Jeg tror at han ikke tør stoppe fordi han er lidt bange for sin mor. (de har en fortid jeg ikke rigtig kender til, udover at hun har været helt vildt strid).
Han snakkede så om at det hele bare var noget møg den anden dag. Vi snakkede det lidt igennem og jeg sagde til ham (som jeg altid gør) man skal ikke lave noget man ikke har det godt med bare for at gøre andre glade. Vi aftalte at snakke om det over en middag og noget vin i dag og nu har han så aflyst fordi han gerne ville være alene (no problemo) Hans mor kom uventet forbi og jeg ringede bagefter for at høre om de havde snakket om tingene. Han forklarer ingenting og siger blot at de har snakket lidt. Han lukker mig helt ude og fortæller mig intet.
Mit problem er at jeg altid tager mig af andres problemer, tit er det en god ting for alle andre. Men nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Kan ikke se om jeg skal lade det ligge, selvom jeg godt ved at han ikke selv får gjort noget eller om jeg skal gøre noget selvom han virker som om han helst er fri.
Jeg har et godt forhold til hans mor og hun ringede den anden dag for at høre hvordan det går med mig og spurgte selvfølgelig også ind til ham. Jeg ved at jeg ville kunne ringe til hende og forklare hende at hun er nødt til at være åben for at han kan stoppe, og jeg ved at hun ville lytte. Men det ville være at overtræde hans grænser, ikk?
Jeg er total lost, help?!
Desværre, så kan man bare ikke løse alle problemer her i verden - selvom man virkelig gerne vil. Jeg er også selv typen, som går og grubler løs på sådan nogle ting - men hvis du virkelig holder af ham og ikke mindste er NERVØS for ham, så synes jeg virkelig at du skulle tage kampen op .. Eller i hvert fald opfordre ham til selv at gøre det.
SvarSletDet vigtigeste her i livet er nu engang, at man er glad - om man så er en højtstående advokat eller en kloakarbejder. Hvis ikke man er glad, så har man jo ikke indhold i livet.
Jeg kommer selv ud af en familie, hvor man altid har forventet "at man skulle blive til noget" - men ikke desto mindre, så ved jeg at mine forældre til en hver tid vil ønske, at jeg først og fremmest er glad og har mavefornemmelsen med mig i det jeg gør.
Jeg synes måske også, at man kunne tillade sig, at sige til moderen, at man er bekymret? På den måde presser man ikke på - eller går ind og tager valget for dem, men i stedet opfordrer man dem til en dialog omkring det..
Jeg er ked af, at du skal stå på sidelinjen til sådan en oplevelse, søde Nille. Og ønsker både dig og din ven den bedste løsning på problemet..
Knus Annesofie <3
Tusind tak søde Annesofie.
SvarSletDu har helt ret og det jeg har mest lyst til er klart også at tage kampen op, er bare bange for at blande mig alt for meget og tage for meget over. Det skal jo helst være ham selv der ligesom gør noget ved hans dårlige situation.
Men jeg kan også mærke at jeg ikke kan stå ved siden af og ikke gøre noget mens det bare bliver værre. Så må jeg jo se om jeg kan finde en gylden mellemvej.
Mange tak for de søde ord, det gør mig meget mere optimistisk end jeg var før. (:
Årh det er da også svært.. Har dig og X været kærester siden du har sådan et godt forhold til hans mor?
SvarSletPå den ene side, er en chance at tage, hvis du vælger at gå bagom hans ryg og snakke med moren. Men på den anden side, så er jeg enig med Annesofies vise ord.
Først og fremmest skal du snakke med X om situationen, og at du er bekymret for ham. Det slår mig bare lidt, hvis X føler at forældrene presser på, arbejdet trykker og gør ham ked af det, og så vil du måske også "presse" ham til at tage nogle valg, som han måske ikke er i stand til at tage på nuværende tidspunkt? Jeg ved godt, at du vil støtte ham og du ikke presser ham til noget. Men nogle gange må man give personen plads til de kan få luft - hvis man kan sige det sådan..
Du kan i hvert fald fortælle ham, at han kan stole på dig og altid regne med dig, hvis han har brug for noget. og ligemeget hvad, så vil du støtte ham i hans beslutninger. Og du kan også forklare ham, at du er bekymret og synes, at det måske vil være godt, hvis han snakker med sine forældre om tingene - eller at du synes, at han skal tage noget tid alene og finde ud af, om det job virkelig er det værd at bruge tid på. Livet er jo for kort til ikke at nyde det fuldt ud. Det er ikke meget værd, hvis man har være ulykkelig det meste af det. Det hele kan være væk i morgen.
Det er svært, for i sidste ende er det ikke din kamp. Men hvis X har det virkelig slemt, så snak med moren. Det ville jeg selv, hvis en jeg holder af var helt nede på bunden og ikke selv kan komme op igen.